Forstoppelse (link fra Sundhed.dk – åbner i ny fane)

Hvad er forstoppelse?

Forstoppelse er træg, hård eller sjælden afføring. Problemet er omfattende blandt ældre mennesker og er hyppigere blandt kvinder end mænd.

  • 20 % af befolkningen har forstoppelse
  • 10 % bruger afføringsmidler

Der er ikke nogen skarp adskillelse mellem hvad, der er normalt, og hvad der er unormalt. Man regner med, at det kun er ca. 30 % af os, der har helt regelmæssig afføring med en daglig tømning til fast tid. Selv om der går flere dage mellem hver tømning, behøver det ikke at være unormalt. Det afgørende er, om du har gener eller ubehag på grund af træg, hård eller sjælden afføring.

Hvordan fungerer tarmen?

Tarmen er afhængig af regelmæssige måltider og tømninger. Undertrykker vi tarmens naturlige tømningsreflekser og venter med at gå på toilettet, får vi ikke tarmen til at “samarbejde” med os. Resultatet bliver en besværlig og mangelfuld tømning.

En kost fattig på fiber gør, at der kun kommer små mængder slaggestoffer over til tyktarmen. Tarmen bliver stimuleret for lidt, og afføringen bliver derfor ikke skubbet mod endetarmen.

Fysisk aktivitet stimulerer til bevægelse i tarmen. Stillesiddende arbejde og for lidt motion øger derfor risikoen for at blive forstoppet. Dette rammer særligt ældre mennesker.

Enkelte afføringsmidler virker ved at stimulere tarmens aktivitet og påskynder derved tømning af afføring. Personer, som bruger sådanne midler over længere tid, vil efterhånden få problemer. Tarmen bliver påvirket af den konstant øgede aktivitet, og mister efterhånden evnen til at reagere på signalet om, at man skal på toilettet. Både forstoppelse eller konstant diarré kan blive resultatet.

Hvad er symptomerne på forstoppelse?

  • Sjælden og hård afføring
  • Fornemmelse af ufuldstændig tømning

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Ved ændringer i afføringsmønsteret bør du søge læge. Dette gælder også, hvis der kommer blod i afføringen.

Hvordan stilles diagnosen?

Hvis man har vedvarende problemer, vil man ofte få foretaget en kikkertundersøgelse af tarmen. I nogle tilfælde vil man også foretage mere specielle undersøgelser af tyktarmen, så man kan vurdere muskel- og nervefunktionen. Det vigtigste er at udelukke andre mere alvorlige sygdomme.

Hvorfor får man forstoppelse?

Hos mange mennesker kan man ikke pege på klare årsager til forstoppelse. De hyppigste årsager til forstoppelse er uregelmæssige afføringsvaner, fiberfattig kost, for lidt fysisk aktivitet, misbrug af afføringsmidler og irritabel tarm.

Ved nyopstået forstoppelse er det vigtigt at udelukke andre sygdomme. Det kan være nedsat stofskifte, smertefulde lidelser i endetarmsområdetkræft i tyktarmendepression og bivirkning af medicin.

De typiske medikamenter, der kan give forstoppelse, er:

  • Smertestillende medicin
  • Hostemedicin
  • Calciumblokkere (hjertemedicin)
  • Antiarytmika (hjertemedicin)
  • Vanddrivende medicin
  • Antikolinergika
  • Medicin mod epilepsi
  • Jern
  • Medicin mod angst
  • Gigtmedicin

Hvordan behandler man forstoppelse?

De vigtigste principper i behandlingen af forstoppelse er:

  • Regelmæssige afføringsvaner
  • En grov og fiberrig kost
  • Rigelig at drikke
  • Regelmæssig motion
  • Eventuelt brug af afføringsmiddel, der blødgør afføringen
  • Om muligt regulering af medicin der kan give forstoppelse

Gode afføringsvaner

Den vigtigste behandling ved forstoppelse er at få faste afføringsvaner. Gå på toilettet, når du føler trang til afføring, hold ikke igen. Har du ingen rytme i tømningerne, skal du indøve dette.

Gå på toilettet (uanset hvornår) på et bestemt tidspunkt efter et måltid – for eksempel efter morgenmad. Gør du det konsekvent dag efter dag, vil tarmen begynde at samarbejde, og den vigtigste forudsætning for problemfri afføring er opfyldt.

Hvad kan jeg selv gøre?

Grov og fiberrig kost
En grov og fiberrig kost gør, at mere af føden når ned til tyktarmen som ufordøjelig mad. Dette er slaggestoffer, og de udgør størstedelen af afføringen. Rigelig med slaggestoffer stimulerer aktiviteten i tyktarmen. Der bliver dannet mere afføring af blød konsistens, som let kan tømmes ud. De vigtigste fiberkilder er grove kornprodukter, frugt og grøntsager.
Behovet for fiber i kosten er individuelt. For mange er det ikke nok kun at spise groft brød, fordi de kun spiser få skiver. Nogle har derfor behov for et fiberrigt måltid for at opnå en tilstrækkelige mængder.
Morgenmaden er blevet det mest naturlige fiberrige måltid. Der findes en række forskellige morgenmadsblandinger, som er beregnet til dette formål.

Rigeligt at drikke
En medvirkende faktor til forstoppelse er, at mange drikker for lidt. Et ekstra glas vand ved flere af dagens måltider kan korrigere for dette underskud og virke gunstigt på afføringens konsistens. Meget alkohol og kaffe gør afføringen mere tør og hård.

Fysisk aktivitet
Brug kroppen dagligt. Gå, cykle, løb, eller svøm mindst 30 minutter dagligt. Fysisk aktivitet stimulerer tarmen til at fungere.

Afføringsmiddel
Hvis du skal bruge afføringsmiddel, bør man bruge midler, der øger afføringens volumen. Det er midler, som tiltrækker vand i tarmen, og derved blødgør afføringen. Der er også midler, der øger bevægelsen i tarmen, samt midler der virker lokalt i endetarmen.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre forstoppelse ?

Man undgår forstoppelse ved at følge rådene med grov fiberrig kost, rigeligt at drikke, og fysisk aktivitet

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Forstoppelse er ofte en kronisk tilstand, men den er næsten altid ufarlig. Hos ældre, hukommelsessvækkede og demente mennesker kan langvarig forstoppelse føre til, at afføringsklumper stopper endetarmen. I sådanne tilfælde må afføringen graves ud.