Feber hos børn (link fra Sundhed.dk – åbner i ny fane)

Hvad er feber?

Læger taler om feber, når temperaturen er over 38° C. Feber er et almindeligt symptom hos børn. I de fleste tilfælde er feber et tegn på infektion, men børn som har været meget aktive, eventuelt grædt meget, kan få feber uden at have en infektion.
Børn får lettere feber end voksne. 39-40° C er almindeligt ved forkølelse.
Efter mange infektioner i barndommen opbygger kroppen et forsvar mod infektioner. De mange infektioner er altså nødvendige for, at kroppen kan blive mere modstandsdygtig. De allerfleste tilfælde af infektioner hos børn skyldes virus, som ikke skal behandles med penicillin eller andre antibiotika.
Børn tåler som regel feberen godt. Hvis barnet ikke er medtaget eller har udtalte symptomer, kan du som regel vente 2-3 dage, før du kontakter din læge.

Husk: kun målinger af temperaturen i endetarmen er præcise nok.

Hvad kan man selv gøre?

  • Barnet bør opholde sig i et køligt rum og være let påklædt, fx med underbukser og en kortærmet trøje, det sænker temperaturen, så barnet får det bedre. Febernedsættende medicin (paracetamol) har samme virkning. Hvis det ikke fører til, at temperaturen falder, og barnet dermed får det bedre, bør du kontakte din læge.
  • Giv barnet rigeligt at drikke.
  • Lad til en vis grad barnet selv bestemme sin aktivitet. Den justeres helt af sig selv i forhold til, hvad barnet orker.
    Tving ikke barnet til at holde sengen. Det er fornuftigt at holde barnet inde, til det er feberfrit.
  • Selv om barnet er sygt og har feber, er der ikke noget i vejen for at transportere det i en varm bil til læge eller til en babysitter.

Lægemidler

Febernedsættende medicin gør ikke barnet hurtigere raskt. Men det gør ubehaget mindre, som følger med høj feber.
Alligevel bør du ikke ukritisk bruge febernedsættende medicin til dit barn.
Små børn er meget følsomme for de midler, som bruges mod feber og smerter. Følg doseringen på indlægssedlen nøje. Anbefalede midler er paracetamol og ibuprofen.

Kontakt til læge

  • Hvis barnet er medtaget efter afkøling og febernedsættende medicin
  • Ved feber i mere end 3 dage
  • Ved feber og meget påvirket almentilstand
  • Ved feber og vejrtrækningsbesvær eller meget hoste
  • Ved vejrtrækningsbesvær og nakkestivhed
  • Ved feber og hududslæt
  • Ved feber og mavesmerter
  • Ved feber og smerter ved vandladning (når barnet tisser)
  • Ved feber og barnet tager sig til ørerne. Dog er det sjældent påkrævet med lægetilsyn midt om natten

Sådan måler du barnets temperatur

Et elektronisk (digitalt) termometer holdes på plads i ca. 30 sekunder (til det bipper). Har du et kviksølvtermometer, må du huske at slå termometeret ned først. Før termometeret forsigtig ind et par cm inden for endetarmens åbningen. Hos småbørn kan det være fornuftigt at lægge barnet i sit eget skød. Læg hele håndfladen med et fast greb over barnets ende, så du holder termometeret støt på plads. Kviksølvtermometeret skal holdes på plads i mindst et minut.